Mine mange år som ejendomsmægler
Husumvej 30, 2700 Brønshøj, opført i 1970
Her er så vores, i 1970, nybyggede hus på Husumvej i Brønshøj, indrettet til kombineret beboelse og forretning.

Som tidligere nævnt tog jeg uddannelse som statsaut. ejendomsmægler efter jeg måtte lukke fabrikken p.g.a. min allergi.


Nu havde jeg eksamen, men absolut ingen praktisk erfaring indenfor denne branche, så jeg søgte ansættelse som ejendomsmæglerassistent hos en erfaren og anerkendt ejendoms-mægler indenfor faget ved navn Werner Gottlieb, der havde kontor i villaen på Lyngbyvej i Hellerup.

Det var barske ansættelsesvilkår. Jeg blev ved ansættelsens første dag forsynet med en Berlingske Tidendes boligside, en saks, en telefon, samt et skrivebord.
Nu kunne jeg starte med at klippe de annoncer ud hvor det fremgik, at ejerne selv annoncerede deres hus til salg, for derefter kontakte dem per telefon, og overtale dem til at overlade deres hussalg til mig.

Lykkedes det, og jeg også fik huset solgt, fik jeg som løn udbetalt 40% af salgssalæret. Fik jeg ingen huse i kommission, og således heller ingen salg – så desværre - ingen løn.

Man lærte på den måde hurtigt at se bort fra hæmninger og fine fornemmelser, og bare komme i gang.

Det lykkedes heldigvis fint for mig, og jeg forblev hos Gottlieb, der iøvrigt var et rigtigt rart menneske, i 4 år.

 

Medens jeg var ansat hos Gottlieb, boede jeg med familien i vores hus i Smørum, som vi havde fået bygget 5 år tidligere.

Da hele området i Smørum var nyudstykket, var mulighederne for her at påbegynde selvstændig forretning ikke så gode, så jeg købte en byggegrund på Husumvej 30 i Brønshøj.


Nu gik hele familien i gang. Inge, der var utrolig kreativ, lavede ide og råskitse til det nye hus, og vores datter Anette, som var teknisk tegner og ansat i typehusfirmaet Brøchner-Nielsen, lavede, udfra Inges råskitse, nogle flotte bygnings-og arbejdstegninger, og jeg
selv udarbejdede de nødvendige entreprisekontrakter, fik lavet aftaler med de forskellige håndværkerfirmaer, og i foråret 1970 kunne vi så flytte ind i vores nye hus.

 

Få måneder derefter opsagde jeg mit job hos Gottlieb, for at påbegynde selvstændig ejendomsmæglerforretning.

Der kom hurtigt gang i forretningen, idet mange af de advokater jeg havde været i forbindelse med i det gamle job, kontaktede mig for fortsat samarbejde, hovedsageligt med almindelige salgsopgaver af villaer, ejerlejligheder, fritidshuse og grunde.

Det kunne så kun glæde mig, at Gottlieb selv var så storsindet, at han bifaldt dette, og endda selv mødte op, og ønskede held og lykke.

 

Min datter Anette fortalte nu arkitekt Brøchner-Nielsen, at hendes far havde startet selvstændig ejendomsmægler- forretning.
Han kontaktede mig straks, og bad mig komme til et møde, hvor det blev aftalt, at jeg overtog alt salgsarbejdet med hans populære A-hus, der også var kendt som Familie-Journal Huset.
Det blev et succesfuldt samarbejde, der fortsatte i mange år, indtil Brøchner-Nielsen selv valgte at lukke tegnestuen p.g.a. alder.

 

I 1972 fik jeg en henvendelse fra GULF OIL om salg af 2 naboejendomme på Husumvej. Det var man åbenbart så tilfreds med, at man foreslog et fortsat samarbejde. Det drejede sig bl.a. om køb af egnede byggegrunde, salg af Gulf Oil ejede ejendomme, samt udfærdigelse og overdragelse af forpagtningsaftaler på servicestationer i hele landet. Samarbejdet med Gulf varede i 11 år, og lige indtil Gulf Oil i 1983 blev solgt, og derefter blev til Q8.

 

Som medlem af Dansk Ejendomsmæglerforening, blev jeg ofte udmeldt som syn-og skønsmand i retstvister. Det bestod i at besigtige og udarbejde en skriftlig syn-og skønsrapport, samt derefter at forsvare mit afgivne skøn i retten.

 

Via en københavnsk skræddermester ved navn Fogh-Pedersen, der var formand for Håndværkerforeningen, blev jeg ofte anmodet om at sælge ejendomme, der var skænket til Håndværkerforeningen af forskellige fonde, men som var urentable for foreningen at beholde. Det drejede sig hovedsageligt om større og ældre etageejendomme med udlejede lejligheder. Som oftest lykkedes det at afhænde sådanne ejendomskomplekser til beboerne, hvor jeg så efterfølgende hjalp dem med købet, ved oprettelse af en andelsboligforening.

En forudsætning for beboernes mulighed for køb var i regelen, at der var tilslutning hertil fra minimum ca. 70% af  lejerne, idet de lejere der ikke ønskede at deltage i købet, naturligvis var berettiget til fortsat at kunne blive boende, og på uændrede vilkår.

 

En af de morsommeste og mest spændende opgaver jeg havde, var salg af et stort middelalderslot i Syd-Frankrig, med flot udsigt til Pyrenæerne.
Jeg fik slottet til salg i forbindelse med salget af den kendte astrolog Irene Christensens villa på Gersonsvej i Gentofte.
Irene havde købt slottet, for der at indrette et astrologi-center, med undervisning, foredrag m.v.
Grundet Irenes pludselig opståede sygdom og død, blev jeg kontaktet af boets advokat, for eventuelle forslag om nye og andre muligheder for anvendelse af slottet.

Det var mit forslag, at slottets mange værelser kunne sælges på timeshare-basis. Det ville kræve en omfattende ombygning, især med toilet-og badefaciliteter til de enkelte værelser.

For at forberede slottets opdeling og salg, boede jeg alene på slottet i 8 dage sammen med hotelejer Christian Basse, der var ven med Irene, og medejer af slottet.
Ved annonceringen i dagbladene herhjemme viste der sig en utrolig stor interesse for projektet, samt for køb af timeshare-andelene.

Desværre faldt hele projektet til jorden grundet Irenes pludselige sygdom og død, der så medførte overskridelse af tidsfristerne i købsaftalen.

Det var triste omstændigheder, men en spændende opgave var det.
Du kan i den næstfølgende bog med ejendomsfoto, se billeder fra slottet og værelserne.

 

Alt i alt en spændende, men utrolig travl tid, så det er nok forståeligt, at jeg takkede ja til tilbuddet om ansættelse i Kreditforeningen Danmark.

 


Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Nichella | Svar 12.12.2012 16.28

Meget flot hus, og massere af plads, måske er det til salg..;D

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

19.05 | 22:48

Skriv en normal mail til mig og vedhæft billedet. Min mail er jananet@mail.dk, eller send et billede til min mobil på 31256322.

...
19.05 | 21:59

Fik trykker på send inden jeg var færdig. Vil gerne, hvis det kan lade sig gøre, sende dig et billede Af figuren. Men hvordan sender jeg et billede herfra. Mvh

...
19.05 | 19:36

Hej Tove. Det er vores far der har lavet dem i tidernes morgen. Min søster og jeg har arvet rettigheden til alle fars figurer efter hans død i 2014. Mvh Anette

...
19.05 | 18:21

Fik vist skrevet forkert mail

...
Du kan lide denne side