Min store hobby -- MUSIK
Og dette er så verdens bedste keyboard - Technics KN7000.
Her er et billede fra 1952 da jeg aftjente min militærtjeneste som soldat i luftværnet.
Naturligvis var jeg, med min guitar, med i militærets danseorkster.




Min interesse for musik startede da jeg var 11 år.
I vinduet hos en marskandiser på Frederiksborgvej, København NV, stod en brugt 2-radet knapharmonika med 8 basser. Pris 35 kroner.
Det var rigtig mange penge, så jeg fik budplads hos Bispebjerg Bio's blomster, 7 dage om ugen, hverdagene (incl. lørdag) efter skoletid, samt søndag eftermiddag. Løn kr. 8,- om ugen. De 4 kr. til mine forældre, og 2 kr. som afdrag på harmonikaen, der skulle blive hos marskandiseren til den var betalt. Så var der 2 kr. tilbage til mig til lommepenge.
Det morsomme er, at jeg hurtigt, efter gehør, fik lært nogle små melodier, bl.a. Skamlingsbanken og Sejled Op Ad Åen, og så ved næste fastelavn stille jeg mig op ved sporvogns-stoppestedet overfor Holmens kirke, og på denne ene dag tjente jeg de 35 kr. jeg havde givet for harmonikaen. 

Da jeg blev 15 og begyndte at tjene lidt penge, købte jeg en flot guitar, og fik min ældre fætter, der var radiomekaniker, til at lave en forstærker ud af en gammel radio. 
Jeg fik hurtigt lært nogle becifringer, og sammen med 4 Nørrebro-drenge  dannede vi vores egen kvintet med jazz og swing.

Jeg kan fra dengang huske, at en aften vi spillede til dans i HK's selskabslokaler begyndte min guitarforstærker (den der var lavet af en gammel radio) højlydt, og midt under dansen, pludselig at sende radioavisen. Det gav lidt panik, så jeg måtte herefter hurtigst muligt investere i en ny og proff. guitarforstærker. 

Da det imidlertid larmede for meget når vi øvede os i vores forældres lejligheder, fik vi lov at øve i det gamle Folkets Hus på Jagtvej (det der mange år senere blev kendt som Ungdomshuset og senere Faderhuset)
  
Senere lejede vi os ind, hver torsdag aften, i FONA's musikstudier på Strøget i København.
En torsdag aften vi skulle øve, var døren til musikstudiet låst, og vi kunne høre god musik derinde fra. 
Vi buldrede naturligvis på døren, og Fonas direktør kom og beklagede, at vi ikke kunne få lokalet denne aften, da det var optaget.
Det ville vi ikke acceptere, da vi havde kontrakt på aftalen. Han fortalte så, at det var Benny Goodmann med orkester (med bl.a. Toots Thielemans) der øvede, da de skulle give koncert i KB-Hallen den følgende søndag.
Vi var frække og sagde, at det kunne vi ikke tage os af, og vi i det mindste ville ind. Det kom vi så, og var de eneste tilhørere foruden Svend Asmussen og nogle fra hans orkester.
Da de var færdige og pakkede deres instrumenter sammen, sagde en af musikerne, at drengene da godt kunne give et nummer. Det var vi ikke længe om at sige ja til.
Hvad de rigtig proff. musikere tænkte, ved vi naturligvis ikke, men for os blev det en oplevelse man aldrig glemmer.
PS. Vi var naturligvis i  KB-Hallen søndagen efter.

Senere ændrede vi fra kvintet til trio, nemlig mig selv, og mine gode venner helt fra barndommen, Jørgen Frydendahl Schmidt og Finn Olsen.
Vi spillede sammen et par år, medens vi alle 3 var i lære.

Og så skete selvfølgelig det uundgåelige, vi faldt hver især for en dame, og så var det en lige pludselig en helt anden form for musik der blev det mest interessante.
 
Men men - efter nogle år kom den rigtige musikinteresse tilbage, nu blev det bare på tangentinstrumenter.

Når jeg ser tilbage, har jeg mødt utrolig mange rare og hjælpsomme musikere.
Udover de allerede nævnte kan bl.a. tilføjes:
Min lærekammerat kunstmaler og trompetist Finn Mickelborg, Bent Schærff, Erik 'Spjæt' Kragh, Kjeld Plass, Benna Moe, Bjarne Barndorff, Ole Erling, Ib Renard, Harry Boserup,     Irving Ancher, Bjarne Christiansen, Erik Nielsen, Colin Leaney, og mange mange flere.

| Svar

Nyeste kommentarer

13.11 | 12:39

Hvor lyder det dejligt. Far gik bort i 2014 og vi vil af så mange af figurene lavet som muligt.
Er hundene ikke blevet flotte.
Hilsen
Anett

13.11 | 10:14

Hej jeg har en hund stående, som jeg var med til at lave sidst i 50 eller først i 60. Mine øjne blev store da jeg så min hund 60 år senere. Lavet på Kilevej Frb

12.08 | 21:21

Tak for dit indlæg. Men vores dejlige far Gunnar Flørning, mistede vi i 2014.
Mvh Anette Flørning

12.08 | 13:32

Jeg husker en salgschef hos Bülow ved navn Teistrup. Kender nogen hans historie hos Bülow?